Hjertet har sine grunde, som forstanden intet kender til.

Flere dage er gået. Og sammen med dem er den første måned som kæreste overstået. Ligeledes er endnu en 1500-minutters lang eksamen bag ryggen, så der kun er 3 ude i horisonten. Nu hvor vi rundede månedsdagen, valgte vi at tilbringe en aften med nogle gode venner og en… joint. Første joint for 3 af os, men besynderligt nok blev de 3 “jomfruer” i lokalet næppe påvirket af den rulle græs, min kæreste havde fikset til os (Ikke fordi han er en fastryger, men ligesom mig har han et afslappet forhold til hash).
Well, en mislykket første gang kan man vel godt kalde det, men så er det godt at den blev efterfulgt af mange timer af gode sager. En anden første gang var mødet med fru og hr. svigerforælder, som vist forløb lige til et 12-tal. Pudsigt nok blev denne fine karakter uddelt af aftenens hovedpersoner selv, da de, som lærere, har hang til at afgive en vurdering af alting.
Nu er det tid til… søvn. Efter en lang dag, hvor varmen har været tilstede både i lokale 04, på arbejdet og udenfor, er jeg godt mør, og trænger til nogle timers søvn, inden jeg skal møde kl. 05:45 - hvilket vist er, før solen står op. Godnat!

Så er der 5 hårde drenge tilbage - ja, det er eksamener, jeg snakker om. I morgen skal jeg igen tilbringe mange timer med skjolder af sved under armene og adrenalinen helt ude i hårspidserne, for der står en AT-eksamen foran døren. Præcis klokken 12:30 går den tragiske ceremoni i gang, og 13:00 forventes den at slutte med et brag - formentlig et i den lave ende af karakterskalaen.
Well, udover den benhårde eksamenslæsning (host host) går det yderst fint. Dags dato har jeg tilbagelagt 3 vidunderlige uger med min vidunderlige kæreste, som jeg igen i nat overnattede hos. Det er længe siden jeg har haft det så fedt med en person - og rent faktisk har kunnet så godt i samme seng med. Vi svinger sindssygt godt, og … så er det jo altid dejligt, når det kilder lidt i maven
Lige nu er jeg ramt af en utrolig træthedsfølelse, som gør, at jeg ikke har energi nok til at gennemlæse min opgave (som jeg skal fremlægge foran de to sataner i morgen), og øve mig på den. Måske ville en bette lur (og en tur til drømmeland) gøre mig godt?

Jeg har tit spekuleret over, hvad ordet angst betyder for mig. Er angsten for edderkopper således en relevant angst? Eller er det bare en bette frygt, alle bærer i sig? Den sande angst - den mødte jeg i dag. Face to face. No mercy. Min mor var til lægen i dag, fordi hun har opdaget en knude. Og i morgen skal hun undersøges på sygehuset. Mens jeg er til dansk eksamen. Jeg har ofte frygtet, at min mors sygdom ville vende tilbage. Men at det ville ske - det havde jeg ikke forventet sådan lige. Og så nu, hvor alt… bare var så godt. Hun var glad, jeg var glad, vi var glade. Lort. Lige nu venter jeg på, at hun kommer hjem. Og jeg er bange, for der er gået længere tid, end der plejer. Hvad nu, hvis der er sket hende noget? Jeg har overvejet at ringe. Jeg er bange for at skulle klare mig helt alene. At miste min mor i en alt for ung alder. At miste det eneste faste holdepunkt i mit liv lige nu. Den eneste person, som hele tiden har været der for mig. Hvad fanden skal jeg gøre? Mareridtet er blevet virkelighed.

Det er utroligt, hvordan en surprise-party kan udvikle sig til at blive en bombe af små overraskelser. Veninden, der får misundelsesværdig mindblowing sex af en fremmed fyr, en anden veninde, som ikke kan finde ud af at dele, og en ven, som dukker op midt om natten - og derfor skal overfaldes af et flyve-kramme-kamikaze-hop!
Og er det egentlig ikke disse overraskelser, der gør det værd at leve? Samt den evige hungren efter intimitet med den ene fyr, som giver hjertebanken, fremkalder dagdrømme, og kysser som en… rutineret elsker? Mhm. Det var en god nat (+ morgen).
Jeg tror, at en drøm er gået i opfyldelse. Uden at lyde alt for pladderromantisk og nærmest ulækker lykkelig, har jeg haft den fedeste, dejligste, vildeste aften/nat/morgen/middag i mit liv. Som en god bytur; uplanlagt, spontan, fantastisk.
Denne mand er… perfekt for mig.

Der er sket mange ting siden mit sidste, deprimerende (synes jeg) indlæg. Når jeg sådan læser tilbage, undres jeg helt over mit dårlige humør.

Mange ting, ja. Jeg har fået mig en ny kæreste. Denne gang håber (og tror) jeg, at det kommer til at gå bedre end med Turtles-duden. (lang historie) Ham her er sød, voksen, klog (han satte lås på mit internet :D), lækker, blond, blåøjet og bredskuldret. Ydermere er han en charmør (RØDE ROSER, JA TAK) og svigermors drøm. Nu må jeg se, om jeg kan leve op til det samme. Minussiderne finder jeg nok ud af løbende, men det kan umuligt være på sengeområdet, for der… well, kan vel godt røbe, at han har lidt mere erfaring end de andre? ;o)

De andre fede ting: FERIEPENGE, galla om 1.5 uge, student om mindre end 2 mdr., bagt nogle velsmagende boller, tidligt fri det meste af denne uge, ser ham igen på mandag

Ja, shit. Hvad fanden er der galt med mig? Når der viser sig at være lidt modgang, lidt at kæmpe med… - eller er det overhovedet problemet? Hvad er problemet i bund og grund?
I… en uge har jeg været rigtig glad for denne fyr. Jeg har savnet ham, når han ikke har været der, jeg har tænkt på ham, skrevet med ham, sovet med ham og ikke mindst kysset med ham - overalt. Men lige nu… det føles, som om det hele falder sammen. Bare fordi han kom med den kommentar dér. Og jeg har bare lyst til at droppe ALT.
Behovet… lysten til at skrive er væk. Jeg overvejer, hvad fanden jeg har gang i. Og hvad jeg har haft gang i. For helvede, hvor svært kan det være at opføre sig som et normalt menneske? Det kan selvfølgelig også være, at jeg trækker mig tilbage nu, fordi han giver en grund til det. Men er det overhovedet en fair grund?
Jeg kan pludselig godt se, at det her bare ikke giver mening. Hvorfor skulle han ønske at være sammen med én, som er 7 år yngre? Umoden, pjattet, ubeslutsom. Jeg kan selv finde grunde nok, men måske er han først lige ved at indse, at det ikke vil gå.

Tanken var nu meget god.

PS: beklager det fucked indlæg. Hverken følelser eller ord er på min side i dag.

Kan man hade sin familie?
Eller er man usympatisk i så fald? (Det påstår dansklæreren i hvert fald).

Hvornår skal man sige stop?
Hvornår er det bare nok?
Hvornår skal man blive ved, og ved, og ved?

En ven, der behøver hjælp - men hvordan skal denne gives?

En mulig kæreste, som har rigeligt potentiale, men alligevel er det et eller andet, som holder én fra at sige… “ja”. Hvad kan det være? Når det gør ondt at savne, men alligevel ikke nok til at sige det ord. Når tankerne løber løbsk, og hjerterytmen bliver lidt hurtigere for hver tanke, man skænker vedkommende. Kan man rive en usynlig mur ned?

At tænke for mange tanker er fandens frustrerende. Keine koncentration. Ingen mening i at snakke om det, for man kommer ingen vegne. Pigeråd, drengeråd, forældreråd - intet virker. Det er mystisk, at livet altid skal være så kompliceret. Og hvis det ikke er det i forvejen, klarer man den vel selv?

Den kvalmende kærlighed. Klamme, kvalmende kærlighed. Det er som at svømme i et hav af orme. Klæbrige orme. Og jeg kan ikke slippe ud, uanset hvad jeg prøver. Men denne gang er det noget andet. Jeg VIL ikke ud. Jeg vil have 10 kys, hvor du får 2. Jeg vil have alt. Jeg vil have kram, sex, samtalerne til langt ude på natten. Jeg vil nå det punkt, hvor jeg ikke længere kan trække vejret. Hvor jeg føler, at jeg er ved at kvæles, men at jeg får luft gennem kyssene. At de er blodet i mine årer, luften i mine lunger, musklerne i mine ben, som får mig frem. Væk fra fortiden, væk fra skabet, væk fra usikkerheden. Hvordan får man det, man vil have? Det kilder i maven, det er som om sommerfuglen er ved at komme ud af dens puppe. En følelse, som har ramt mig før, men som jeg havde glemt i travlheden. I intetheden. Hvad er et liv uden kærlighed?

Mad, museum, mand. Alt var bare… übergodt? Har man lov til at være så heldig? Igen var meget af det improviseret. Ligesom første gang. Første gode gang. Men forventningerne er vel større 2. gang? Når man har mødt hinanden, har følt kemien. Men første gang er alting spændende. Og det var det også 2. gang. Sikke en mand. Aldrig har jeg så hurtigt følt mig tryg ved én, jeg knapt nok kender. Det er en fantastisk følelse. Mhm!
Jeg glæder mig til at se ham igen. Hans lyse hår, blå øjne. Flotte, brede skuldre, det fantastiske smil. Faktisk alt. Og det bedste… hans grin. Sjældent har jeg mødt et grin så smittende.
Det kan godt være at jeg ikke er forelsket endnu, men med tiden vil der komme nogle flotte sommerfugle frem, tror jeg sådan

Tillykke til mig - eller hvad man nu skal sige. Et overraskende opkald i lørdags, og nu sidder jeg med et nyt job - i en bager. Jeg skal være en slags “salgsleder”… well, i dont know, men jeg får lov at hundse rundt med de små piger så føler man sig alligevel stor, sej og voksen!
Efter denne korte update, vil jeg lige smide et uddrag fra Peter Høegs “De Måske Egnede” ind, fordi jeg synes, det er ret godt:

“Det tog tiden bort. Jeg vidste jeg ville huske det i al evighed, og at de ikke kunne tage det fra mig, aldrig nogensinde uanset hvad, og da blev øjeblikket fuldstændig frygtløst” (Peter - hovedpersonen, der kysser med en pige)